FOTOKONKURRENCEN
Tag de fedeste billeder af den danske natur, vind præmier til klubben og få dine billeder udstillet!
Send jeres bedste naturbilleder ind og deltag i konkurrencen, hvor der er kåringer, flotte præmier og en udstilling på højkant! Præmien er en fest til din klub, så du kan dele det hele med dine venner.

Naturen er alle steder omkring os! Græsset mellem fliserne eller den lille bellis i vejkanten kan sagtens agere et motiv – hvis man ved hvordan man skal tage billederne! Og der er hjælp, gode tips og tricks og en masse inspiration at hente ved at følge de 10 moduler i undervisningsmaterialet.
For at være med i konkurrencen for børn og unge skal I give jeres eget bud på Danmarks bedste naturfoto. Det eneste, det kræver for at deltage, er en mobiltelefon til at tage billeder. Bagefter skal I selv udvælge de bedste, skrive en lille tekst til billedet og uploade dem til konkurrencen her på hjemmesiden! Man må gerne uploade flere billeder til konkurrencen.
#JegStillerSkarptPåNaturen
DET SIGER JURYEN
Vinderbilledet fortæller en fin og åben historie, som straks skaber nysgerrighed hos beskueren. Vi undrer os: Hvem har siddet på disse skind, og hvem vil måske snart slå sig ned? Hvad er det for en oplevelse, der venter? Netop denne evne til at rejse spørgsmål og invitere til fantasi er en stor kvalitet.
Fotografen har formået at skabe et smukt naturbillede, hvor de enkle elementer – skindene, lyset og omgivelserne – tilsammen danner en stærk fortælling. Kompositionen er velovervejet, og modlyset tilfører billedet poesi og stemning. Samtidig ligger der en tydelig historie om fællesskab i motivet: Skindene er placeret, så man kan forestille sig en kreds af mennesker, der mødes i naturen for at dele en oplevelse.
Det er noget så enkelt som et dyreskind lagt ud i naturen, og alligevel bliver det til et billede, der åbner for drømme og fornemmelsen af at være en del af noget større. Som beskuer får man lyst til at træde ind i kredsen og være med. Denne kombination af æstetik, fortælling og inviterende åbenhed gør billedet til en værdig vinder af konkurrencen.
Stort tillykke til Klara, 10 år fra Klub Roskilde Impulsen.
VINDEREN ER FUNDET


MANGLER I INSPIRATION?
Ved at kigge på hjemmesider med flotte naturfotos kan man blive vildt inspireret til at komme ud i naturen og tage sine egne billeder.
Det er derfor oplagt at bringe flere billeder med ind i undervisningen end dem, der kan findes i materialet.
Se blandt andet Selvskabet for Dansk Fotografi eller NaturFotografer i Danmark.




