top of page
ihthisham-mohamed-Din75MAqwCQ-unsplash.jpg

Om projektet

Projektet ‘Børn og unge stiller skarpt på naturen‘ er skabt ud fra et ønske om at åbne børn og unges øjne for naturfotografi og den danske natur. 

 

Materialet udviklet i projektet er et gratis undervisningsforløb om naturfotografi, der er målrettet 10-18 årige i fritidsklubber, ungdomsklubber og ungdomsskoler. Materialet klæder børn og unge på til at arbejde med naturfotografi via deres mobiltelefoner (eller kamera) og bidrager dermed til mere frisk luft i hverdagen – og forhåbentligt bliver de også nysgerrige på naturen undervejs.

 

Hvorfor er naturfotografering et fedt emne, at tage op med børn og unge?

For nogle børn og unge kan naturen fremstå som kedelig og svært tilgængelig – for hvad skal man lave derude? Med et kamera i hånden går det lettere. Alt i naturen er et potentielt fotomotiv; lige fra mønstre i sandet til storslåede, bakkede landskaber, og fra bænkebideren i haven til havørnen i fjorden.

 

Både samleren og jægeren dybt i os bliver aktiveret i vores søgen efter motiver. For nogle vil ’legen’ med kameraet blive en søgen efter mønstre og detaljer, mens det for andre vil udvikle sig til en jagt efter et insekt, en fugl eller noget helt tredje. Uanset motivvalg vil man let blive opslugt i sin ’jagt’ og vil undervejs opdage elementer i naturen, som man måske aldrig har lagt mærke til før. Man vil samtidig opleve den uendelige variation af farver og motiver og ikke mindst den ro, der kommer af at fordybe sig.

 

Baggrunden for projektet er derfor et ønske om at styrke mulighederne for at få børn og unge mere ud i naturen, ved at give dem en ny sej færdighed og engagere dem i en ny tilgang til at udforske naturen gennem deres mobiltelefoner.

 

Naturfoto som emne i arbejdet med børn, giver rig mulighed for at inkludere alle, og bidrager med positive (natur-)oplevelser, også for dem, der måske ikke normalt har mange af disse i hverdagen. Derudover ved vi, at frisk luft og natur er sundt! Udendørs aktiviteter har mange positive effekter på elevernes læring og velfærd og kan blandt andet øge elevernes fysiske aktivitet.

Mange naturfotografer er startet som børn, ligesom mig. Naturen blev en legeplads og kameraet blev en vej til fordybelse, som siden er blevet en livslang passion for naturen

David Buchmann, Naturfotograf

bottom of page